Q/A med Kim Andrea Brofeldet

Hvad inspirerede dig til at skrive Afslutninger?

Det er en historie der byggede sig op, gennem virkeligt mange år. Første bid af inspiration fik jeg af min mormor, da jeg var barn. Hun var bibliotekar og læste rigtigt meget, og hver eneste gang hun startede på en ny bog, læste hun lige den sidste side først, for som hun sagde:”Hvis nu jeg dør før jeg har læst den færdig, så ved jeg i det mindste hvad den endte med”.  Hun døde da jeg var 18. Da jeg stod på hospitalet for at sige farvel til hende, lagde jeg mærke til en bog på hendes sengebord med et bogmærke halvvejs i, og det trøstede mig at tænke på, at hun vidste, hvad den endte med.  Det med hvad man efterlader sig ufærdigt, når man dør, har siddet i mit baghoved lige siden.  Da mine børns tætte veninde døde i 2014, som 11 årig, tænkte jeg rigtigt meget på hvor meget hun manglede at gøre og opleve. Hvordan det ikke ville have været nok for hende at have vidst slutningen på den bog hun læste i. I sorgen der fulgte efter dødsfaldet, begyndte jeg at skrive løse noter ned. Personen Sarah stod hurtigt ret tydeligt for mig, men det tog mig nogle år at begynde at skrive rigtigt, for jeg havde brug for at finde noget med sin helt egen historie.

Hvordan vil du beskrive hovedpersonen Sarah?

Sarah er usikker på sig selv som menneske. Som barn var hun konstant nødt til at indordne sig andre menneskers behov og følelser og i en alder af 50 år, har hun stadig ikke fundet ud af, hvem hun er, hvad hun vil, eller hvordan hun virker på andre.  Hun mangler en følelse af at være vigtig, og den finder hun i det at afslutte noget for nogen, mens hun passivt lader livet glide forbi sig, med de muligheder og oplevelser det kunne have budt på. At indgå i relationer med andre undgår hun, ligesom hun undgår alle former for begyndelser eller nye ting i sit liv.

Hvorfor tror du hun har nemmere ved afslutninger end begyndelser?

Hvis man begynder på noget, ved man aldrig, om det er en forkert beslutning før senere hen. Man risikerer at blive såret, såre andre, miste noget eller nogen.

Det har Sarah selv set udspillet, på tristeste vis, gennem sin opvækst.

Afslutninger er konkrete og forudsigelige. Man ved at bogen slutter, når sidste side er læst. Man er ikke i tvivl om, at man er færdig med en kop kaffe, når koppen er tom. Der kan man ikke såre nogen eller blive såret selv.

Jeg oplever hende som ensom men der opstår nogle stærke bånd mellem hende og flere af karaktererne undervejs. Hvordan opstår de tætte bånd og relationer? Vil du sige at romanen også handler om relationer og i så fald hvordan?

Bogen handler helt sikkert rigtigt meget om relationer.

Jeg tror, at Sarah får en følelse af at have en dyb relation til de mennesker, hun afslutter noget for, selv om hun måske ikke havde det til dem, mens de levede. Men det føles intimt at sætte sig ind i et andet menneske og afkode, hvad de har brug for hjælp til. Nogle gange forpligter hun sig endda til en længerevarende afslutning, hvor hun fx bruger timevis af sin tid på at sidde og læse højt, for folk der ikke findes mere.

Jeg tror ikke, hun føler sig ensom. Hun tillader ikke sig selv, at savne relationer til andre mennesker, for afslutningerne får lov til at fylde istedet. Distraherer hende fra at tænke og føle for meget. De mennesker, hun får relationer til, er nogle, der rækker ud og og er insisterende. Bastian og hans mor har brug for Sarah, Mehmet kan se hvem hun er, bag alt det usikre og akavede, og kan lide hende. Det ændrer ved noget i Sarah at opleve det, med at blive valgt til af andre mennesker – hun, der altid har måttet tilpasse sig for at høre til, og det skubber til hendes behov for at turde se sin fortid i øjnene.

Jeg tror, vi allesammen har brug for at mærke, at vi er vigtige for andre mennesker. At for at finde vores plads i verden, skal vi også have en plads i andre menneskers liv. Være uundværlige og ønskede.

Hvordan har du det med afslutninger?

Jeg kan virkeligt godt lide, at gøre noget færdigt.  Det er nok verdens bedste følelse. Sætte det sidste punktum og sende det ud i verden. Vende den sidste side i en bog. Hjælpe nogen med at nå i mål, med et halvfærdigt projekt. Mine afslutninger er ikke altid lige gennemtænkte, for jeg har altid haft tendens til at begynde at sjuske lidt, når jeg kan se afslutningen på dem, ligge og glitre fristende i horisonten.  Så sætter jeg tempoet op på skriveriet/læsningen/madlavningen, eller hvad jeg nu har gang i, og ender nemt med noget der skal efterbearbejdes. For halvandet år siden fik jeg en blodprop i hjernen, og det har virkeligt forstærket den brist. Jeg bliver hjernetræt af at koncentrere mig længe, så nu buldre-sjusker jeg mig endnu hurtigere til afrundingen af projekter, for ikke at risikere at miste fokus undervejs.  Som mine børn påpegede, da jeg havde sjusket mig gennem græsslåningen : ”Det ligner du forsøger at tiltrække aliens med korncirkelmønstre”. Og det var faktisk ikke intentionen.

Men jeg synes også, der er noget meget magisk over begyndelser.  Jeg elsker alt der involverer en god brainstorm med andre, alle de muligheder for at starte projekter op. Får minimum 90% flere ideer, end jeg nogensinde kan nå i mål med, og har derfor godt af at arbejde med folk der holder mig lidt tilbage. Når jeg arbejder alene, især når jeg skriver, bruger jeg mest tid på at finde ud af hvor jeg skal starte og hvad den skal slutte med. Når de to ting er på plads, kommer resten af sig selv.

Hvad trækker du på af egne erfaringer og hvor/I hvem kan du genkende dig selv i romanen?

Alle steder i bogen, er nogle jeg kender fra virkeligheden.

Mine bedsteforældre boede i Nice, i den lejlighed Sarahs bedsteforældre bor i. Det sted står meget levende for mig og var naturligt at bruge som location i romanen.

Min far ejede pladeforretningerne “Guf”, som Sarahs far arbejder i. Jeg er vokset op med lyden af musik og duften af vinyl og kan genkalde mig i fingerspidserne, hvordan det føles at bladre gennem en stak plader i beskyttende plastiksleeves med skarpe kanter. Jeg havde svært ved at forestille mig en barndom uden en pladebutik, så det fik Sarah. Sommerhuset på Helgenæs har jeg tilbragt mange somre, de sidste 25 år. Det er med stor sandsynlighed den smukkeste plet i Danmark, med en ro der ikke eksisterer på samme måder andre steder. Jeg har også boet i Australien, på Frederiksberg, Nørrebro og i Rødovre, og har klare forestillinger om, hvor Sarah færdes de steder.

Jeg har lånt små særheder eller kvarte barndomsminder fra folk jeg kender, men har ikke en følelse af, at en eneste af personerne er baseret på nogle jeg kender. De er helt deres egne. Min far og min søster gør fx det samme som Chrisser, med at tromme ud i luften når de hører musik.  Chrissers tilpasning til barneskridt, har jeg lånt fra en vens barndom.  Der er en bid af min farfar i Sarahs farfar, men slet ikke 1:1. Der er også små bidder af mig selv i mange af personerne. Jeg kan, som Sarah, heller ikke lide måden paraplyer lukker himlen ude på. Hendes tanker om det at gynge, blomsterbuketter, døden og softice er nogle jeg selv har/har haft. Jeg kender også godt den med at overtænke, hvordan man virker på andre mennesker. Men i de store træk, er hun langt fra at være mig.

Hvilke temaer ser du som de primære i romanen?

Relationer.  Skyld og skam, livsvalg, kærlighed, identitet, løgne og hemmeligheder. Og især de valg vi nogle gange tager, for at skåne dem vi elsker – og uforvarende kommer til at gøre det modsatte.

Hvad er dit ærinde med romanen?

Først og fremmest vel at fortælle en god historie.

Jeg har længe været meget optaget af det spor af livsvalg, der skaber et menneske.

Af at finde ind til det “hvorfor”, der ligger til grund for mange af de måder, vi hver især møder verden på.  I enhver god historie, er der altid et godt “hvorfor”, og det tog tid og mange mentale omveje at finde Sarahs “hvorfor”, så jeg kunne begynde at skrive på den. I den alder jeg har nu – midt/sidst i 40’erne – er jeg selv og mine venner nået til et punkt, hvor vi har tid og mental overskud til at reflektere over, hvordan og hvorfor vi er blevet som vi er.  Vi har teenagebørn, der holder vores fejl op foran os, som spejle.  Vi har aldrende forældre, der ikke virker så ufejlbarlige, som de måske gjorde, da vi var børn eller så blæste, som de gjorde, da vi var unge. De ting, de har gjort forkert, mens vi er vokset op, har ofte rod i noget fra deres egen opvækst, og når vi nu står og forsøger at navigere i, at minimere de fejl vi selv laver over for vores børn, bruger vi tid på at reflektere og analysere det vi kommer fra.

Det var i lange snakke med mine venner, jeg begyndte at finde Sarahs “hvorfor”.

Sarahs opvækst er en lang række af forkerte valg, taget på vegne af hende og hen over hovedet på hende. Det er ikke underligt, at hun er havnet et sted i sit liv, hvor hun ikke tør give sig i kast med noget som helst der føles som nyt, men klamrer sig til det trygge og forudsigelige i, at afslutte noget for nogen.